Rivertables / Epoxy plankebord

Rivertables – et eksklusivt bord, som ingen andre har

Et plankebord med epoxy er helt unikt og kaldes for et rivertable

Rivertables er endnu et relativt ukendt fænomen i Danmark. Som så meget andet er trenden opstået i USA, hvor de håndlavede, unikke borde er i høj kurs. Herhjemme beskrives de ofte som epoxy plankeborde, selv om de egentlig hedder rivertables. Årsagen er, at kombinationen mellem plankernes naturkanter og epoxyen, der fylder rummet mellem bordets planker, får det til at ligne, at der løber en flod ned gennem plankebordet. På grund af epoxyens hårdførhed kan bordene stå udendørs såvel som indendørs.

Få et tilbud Se priser

 

Rivertable med blå epoxy 


Et rivertable er tilpasset dig ned til mindste detalje

Når du bestiller et rivertable hos Olympia Design, er du med i beslutningen om alle detaljer – på den måde sikrer vi os, at bordet bliver lige nøjagtigt, som du gerne vil have det. Hvis du ønsker det, kan du være til stede eller med over videochat, når vi blander epoxyfarven. Ved udvælgelsen af træet til dit epoxy plankebord vil vi meget gerne sende dig billeder af plankerne løbende, så vi finder de helt rette planker til din smag.

Når du bestiller et plankebord med epoxy, skal du beslutte dig for …

  • hvilken farve epoxyen skal have – vi kan lave alle farver samt metalfarver, glimmer, selvlysende farver og gennemsigtig epoxy,
  • hvor bred ”floden” af epoxy skal være – til spiseborde anbefaler vi en minimum fire centimeter bred epoxyfyldning mellem plankerne for at opnå ”wow”-effekten,
  • hvilken træsort bordet skal laves af,
  • om bordet skal have lige kanter eller naturkanter,
  • om træet skal være med eller uden knaster,
  • om træet skal være med eller uden revner med ”butterfly”-samling,
  • og hvilken type af stel, bordet skal have – vi har et bredt udvalg af stel, som hører med i prisen.

Det er en god idé at bruge Google til at finde inspiration og billeder af rivertables, som du godt kan lide. På den måde er det nemmere for os at få en idé om, hvilken retning vi skal bevæge os i.

Olympia Design kan lave dit unikke rivertable

Beskriv, hvilke ønsker du har til dit nye rivertable i kontaktformularen herunder. Derefter vil vi vende tilbage til dig med et tilbud.

Få et tilbud

Hvad koster et rivertable?

Rivertables kan laves i mange former og størrelser – de mest populære er sofaborde og spiseborde. Det er ikke en billig løsning, men det er til gengæld et utroligt holdbart bord, som du kan have glæde af resten af livet. Prisen for et epoxy plankebord afhænger af størrelsen, træsorten, antal af planker og mængden af epoxy.

Pris for rivertables med to planker og epoxy

  • Egetræ: 9.000 kr./m
  • Asketræ med brun kerne: 9.000 kr./m
  • Elmetræ: 10.000 kr./m
  • Amerikansk valnød: 13.000 kr./m
  • Poppeltræ: 14.000 kr./m

Ovenstående prisleje er baseret på rivertables med en relativt bred ”flod” af epoxy for at opnå ”wow”-effekten ved et rivertable. Ønsker du et plankebord, hvor det blot er revner og knaster, der er fyldt ud med epoxy, er prisen selvfølgelig lavere – det koster typisk i omegnen af 500 kr. oveni prisen for plankebordet.

 

rivertable med grøn epoxy

Hvordan vedligeholder man et rivertable?

Uanset om du vælger en løsning, hvor træet olieres, lakeres eller dækkes af gennemsigtig epoxy, kræver det meget lidt vedligehold, og du skal ikke være nervøs for pletter. Hos Olympia Design bruger vi en særlig olie til plankerne – Rubio Monocoat – der får fx rødvin til at ligge som perler ovenpå træet, som du nemt kan tørre af med en klud. Du skal kun vedligeholde bordet 1-2 gange om året i 10 minutter, når træet er behandlet med denne olie.

Se også: Vores flotte udvalg af spisebordsstole, der passer perfekt til et plankebord

Vil du helt slippe for vedligehold af bordet, kan du overveje at få et gennemsigtigt lag af epoxy ovenpå plankerne. Epoxy er et utroligt holdbart materiale, som kan tåle meget. Det er perfekt til fx børnefamilier, da almindelig tusch nemt kan tørres af bordet med en fugtig klud. Selvfølgelig kan epoxy blive ridset, ligesom lakken på en bil kan, men overordnet set kan bordet tåle at blive udsat for en del. Det kan også sagtens tåle at stå udendørs, hvis du ønsker et helt unikt bord til terrassen.

Hvad er epoxy, og hvorfor skal man være certificeret for at bruge det?

Epoxy er et fantastisk materiale, fordi designmulighederne nærmest er uendelige. Arbejdet med epoxy kræver imidlertid en vis ekspertise, eftersom det kan være et meget farligt materiale, hvis ikke man ved, hvordan det skal behandles. Hos Olympia Design er vi certificerede i at arbejde med epoxy. Daniel Ricardt Jensen, der er manden bag Olympia Design, blev certificeret, da han støbte vindmøller i epoxy hos Siemens.

Se også: Vores håndlavede plankebænke med epoxy

Man skal fx være meget forsigtig med epoxy, når det varmes op under hærdningen – ved et 4 cm dybt rivertable kan epoxyen blive op til 90 grader i midten. Det afgiver gasser, dampe og røg, der er meget farlige at indånde og bl.a. kan give vedvarende åndedrætsbesvær. Det er imidlertid endnu mere farligt at få epoxy på huden – det kan i værste fald give epoxyeksem, hvilket er en lidelse, man aldrig slipper af med igen.

Netop derfor er det meget vigtigt ikke at give sig i kast med at bruge epoxy på egen hånd derhjemme. Du har dog mulighed for at være med – enten fysisk eller over videochat – når vi blander farven og støber bordet, så du kan bestemme udtrykket i dit helt unikke rivertable.

Send os en besked i kontaktformularen herunder med jeres ønsker og tanker omkring design, så vender vi tilbage med et tilbud.

Galleri